mandag den 4. maj 2020

i terrorens skygge

Så blev det mandag, og jeg fik taget mig sammen til at sidde lidt ved tasterne. Indlæggene på denne blog plejer at være kendetegnet ved en overvældende mængde ja-hat, men for en gangs skyld får den lige lidt mere alvorlighed. Mest fordi det er hestens egen mund, der taler, og alt det der.
Der er ikke nogen tvivl om, at det, der fylder mest i pressen på en dag som i dag, er terrorangrebet i København, som (heldigvis) ikke gik så kolossalt galt, som det kunne have gjort i retrospekt.
“Den formodede gerningsmand”, som den lidet smigrende titel, der klistrer til ham, lyder, har færdedes i det nørrebroske i lang tid, og det var også på grænsen til nordvest, han endte med at ende sine dage. Tæt på mig. Rigtig tæt.

Min lørdag aften var særdeles begivenhedsrig – alt for begivenhedsrig, må jeg sige. Der var stor fest inde i byen på CSS, Samfundsvidenskabeligt Fakultet, og her var jeg også til stede. Da vi kom dalrende ind ad porten til CSS fra Farimagsgade i begyndelsen af natten, var der ikke megen alarm. Trængsel, ja, men ingen alarm.
Jeg mødte en gammel ven og endte derfor med at blive lidt væk fra den gruppe af folk fra RUC, jeg kom med. Da vi på et tidspunkt var ude og trække lidt kold luft, lød det, at porten til Farimagsgade var blevet lukket af. Politiet var kommet for at beskytte os og passe på os, og derfor kunne vi kun komme ud af området ad bagvejen ved Søgade.
Da musikken slukkede og lyset tændte, to timer før planlagt, blev vi bedt om at tage hjem i seng. Det var for farligt, var advarslen. Vi parererede selvfølgelig ordrer og gik ad bagvejen, hvor vi blev mødt af politi med ryggen til os og trukne pistoler op pegende i vores modsatte retning. De var der for at beskytte os. Vi drejede til højre, og jeg sneg mig til et lift. Min cykel holdt inden for det afspærrede område, og jeg måtte derfor improvisere for at komme væk fra afspærringen. 
Da jeg vågnede næste morgen, læste jeg, at politiet havde skudt og dræbt “den formodede gerningmand” rigtig tæt på der, hvor jeg boede. Det var grænseoverskridende at tænke på, og jeg havde ikke den vilde søndag.
Tænk sig, at én mand kan plante så megen tilbageholdenhed i så mange mennesker ved at handle på så kort tid.
Det er syret. Jeg er ikke bange mere, jeg føler mig fortsat tryg. Oplevelsen har gjort mig stærkere og mere sikker på, at så længe vi står sammen og sætter pris på hinanden, har vi ikke noget at frygte.
Det var alt for mig fra nu. Jeg lover, lover, lover! At næste indlæg bliver lidt mindre dramatisk og ikke kun gemmer de gode ting til sidst. Men dette her måtte jeg lige have ud af systemet, og I ved jo om nogen, kære blogosfære, at det er netop formålet med en blog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar