Når de sociale medier har magten

I denne uge er det social media week her i København, og derfor er det også på sin plads, at jeg skriver lidt kort om, hvordan den slags egentlig kan bruges. Man studerer vel kommunikation 

Først vil jeg vise lidt om Twitters magt, dernæst lidt om hvordan Facebook kan bruges.
Inden jeg går i gang med at udfolde de to eksempler, jeg har, skal der lige lyde en kritik af hashtagget for ugen: #smwcph. Ja, ja, det er da dækkende for hvad der sker. Men det er grimt, uæstetisk og ikke særlig mundret. Det er ikke lige min kop te, i hvert fald!

Nå, nu lidt om dagens udvalgte hashtag: #tingArzrouniikkegraederover.

Christopher Arzrouni, debatredaktør og lederskribent på Børsen, har i forbindelse med terrorangrebet på København, som jeg skrev om her, udtalt, at han er i tvivl om Thornings tårer ved mindeceremonien. Var tårerne bare snyd og ballade og et forsøg på at forstærke den afledte statsmandseffekt? Vi ved det ikke, og det er i grunden også ligegyldigt. Det bedste ved flygtige medier er samtidig også dets forbandelse, i hvert fald efter min mening. For nok er det Arzrounis ærinde som borgerlig debattør og repræsentant for et liberalt medium at stille sig kritisk over for Thornings politik. Men ikke over for hendes personlige følelses- og privatliv – det er skattesagen et godt eksempel på, at der ikke kommer noget godt ud af.

– Og hvem kommer så på banen, når en borgerlig laver en umotiveret glidende tackling på statsministeren? Det gør internettet. Frej Elbæk startede derfor hashtagget #tingArzrouniikkegraederover, der inkluderede billeder af Bambis døde mor, det at komme for sent til udsalget i Hay i Pilestræde og andre mere voldelige situationer som det at blive sparket hårdt i skridtet. Alt sammen morsomt i konteksten, og netop konteksten var det, der gjorde, at folket bed på krogen. Og blev hængende. Som rasende fodboldhooligans bød Folkedomstolen anno 2015 det nye hashtag velkommen på banen. Dommeren vendte ryggen til, og nu får Arzrouni nok et par dages karantæne af chefen mod at udtale sig. Han har nok også brug for det oven på den groggy omgang…

Sociale medier kan dog bruges til andet end at kaste molotov-pundtegn over hegnet og håbe på det bedste. De kan også gøre godt, og det skal det sidste eksempel handle om.

Det er dugfriskt. Det er fra noget så tørt som Folketingssalen. Og så er det Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance. På den måde har vi i dag på bloggen både formået at angribe og rose en liberal, og så slipper vi for at diskutere mit politiske ståsted – det er nemlig larmende irrelevant! 

Ammitzbøll har skullet udtale sig om sin holdning til tingenes tilstand på landets fødeafdelinger. Da han er homoseksuel og derfor får svært ved at bære rundt på børn i maven, spurgte han i et opslag på Facebook om hjælp til at blive klogere på den komplekse problemstilling. I denne video fortæller han om, hvilke ting han har lært af de mange henvendelser, han har fået.

Sådan kan sociale medier altså også bruges! Til det gode, og til det onde 

Hav en god uge derude. Både i virkeligheden og på nettet!